Billig el – men Europas højeste el-priser

Dagens nyhedsbrev (10. juni 2014) fra Dansk Energi bringer en interessant historie om vores elpriser:

Elmarked

Lave elpriser i Danmark – før skat

Elprisen for de danske husstand er igen i år for nedadgående, mens EU-landene samlet set får dyrere el. Der er i den grad grund til at glæde os over, at vores elsystem leverer en billig vare, mener Dansk Energi. Men så meget desto mere er det ærgerligt, at vores europarekord i elbeskatning – 57 procent går lige i statskassen – gør den danske strøm til EU’s dyreste.

Eurostat følger prisudviklingen på private husstandes el rundt om i Europa. For perioden ultimo 2012 til ultimo 2013 når de frem til, at elprisen i EU’s 28 medlemslande er steget med 2,8 procent. Det er en mindre stigning end sidste år (fra 2011 til 2012), hvor EU-landene oplevede en stigning på hele 6 procent på et år.

De danske elkunder stikker i den sammenhæng ud. Danmark har begge år oplevet en faldende elpris, og de danske kunder kan dermed glæde sig over, at strømmen bliver billigere og billigere.

– De lavere danske elpriser viser, at vi producerer el effektivt og på et meget konkurrencepræget marked, udtaler Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi om de nye tal til Berlingskes Nyhedsbureau.

Desværre skæmmes den gode udvikling af, at Danmark ikke desto mindre topper listen over elpriser i Europa. Det skyldes entydigt vores europarekord i elbeskatning, hvor hele 57 procent går direkte i statskassen til børnehaver, ældrepleje og andet. Så selv om dansk el – før skatter og afgifter – er i den lave ende i Europa, så ender vi på toppen af priskurven.

– Danskerne er de mest afgiftsplagede i Europa, når det gælder elafgifter, så derfor mener vi, det er på sin plads også at se på det høje afgiftsniveau, der er på el for privatkunder. 57 procent af elregningen er afgifter, og det er alt for højt. Især set i lyset af, at vi med den grønne omstilling rent faktisk bør bruge mere af den grønnere og grønnere el, siger Lars Aagaard.

Du kan læse mere i Dansk Energis nye indblik om udviklingen i de europæiske elpriser, hvor den tårnhøje danske elbeskatning også sættes i perspektiv i forhold til den markant lavere beskatning af el rundt om i Europa.

Læs indblik

I samme nyhedsbrev viser dagens elpriser på spotmarkedet at priserne alt andet lige er relativt høje – og det betydernoget hvor i landet man bor:

Nord Pool

Gennemsnitlige el-spotpriser

Systempris: 191,63 DKK/MWh

Vestdanmark: 249,39 DKK/MWh

Østdanmark: 256,73 DKK/MWh

Kilde: Nord Pool Spot A/S

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *